Når en virksomheds klimaaftryk skal forstås, bruges betegnelsen GHG – en forkortelse for Greenhouse Gas emissions, eller på dansk drivhusgasudledninger. Et overblik over disse udledninger kaldes ofte et klimaregnskab, fordi det giver et samlet billede af, hvor meget en virksomhed påvirker klimaet.

Greenhouse gas emissions (drivhusgasudledninger) bliver internationalt klassificeret i tre såkaldte scopes.
‍
Scope 1 og 2 er altid obligatoriske at rapportere, mens Scope 3 typisk er frivilligt – men for mange virksomheder udgør Scope 3 langt den største andel af det samlede klimaaftryk.

For at skabe gennemsigtighed skelnes der også mellem direkte og indirekte emissioner:

Direkte emissioner (Scope 1) dækker de udledninger, som virksomheden selv skaber gennem sine aktiviteter. Det kan f.eks. være brændstof, virksomheden bruger i egne køretøjer, eller energi fra egne kedler og maskiner.

Indirekte emissioner (Scope 2 og 3) er udledninger, der sker på virksomhedens vegne – men ikke på virksomhedens egne anlæg. Scope 2 dækker energi, man køber, fx el og fjernvarme. Scope 3 dækker alt andet i værdikæden: fra produktion af råvarer og transport til brug og bortskaffelse af produkterne.

Greenhouse Gas Protocol er den førende internationale standard, der introducerer denne opdeling. Ved at bruge denne metode kan virksomheder og organisationer på tværs af lande og brancher beregne og rapportere deres udledninger på en ensartet måde. Det fremmer transparens og sammenlignelighed i bæredygtighedsrapportering.