Finanstilsynet har offentliggjort rapporten "Pengeinstitutters håndtering af kreditrisici relateret til ESG" fra juni 2026. Den bygger på inspektioner i 2025 hos de største danske pengeinstitutter, og budskabet er klart: arbejdet med ESG-kreditrisici skal løftes fra hensigt til praksis. Vi har læst rapporten igennem og trukket de fremhævelser frem, der betyder mest for kreditarbejdet, og særligt der, hvor bank og kunde mødes.
Et klart signal: nu skal det skærpes
Budskabet fra Finanstilsynet er ikke til at tage fejl af. Inspektionerne viste et tydeligt behov for at forankre ESG-kreditrisici konkret i kreditprocessen, ikke kun på papiret. Det er ikke et nyt regelsæt, der lanceres. Forpligtelsen ligger allerede i loven: i lov om finansiel virksomhed (§ 72), i ledelsesbekendtgørelsen (§ 4 og bilag 1, nr. 1, 2 og 16-19) og senest skærpet med lov nr. 712 af 20. juni 2025, der forpligter institutterne til at udarbejde ESG-omstillingsplaner og integrere ESG i kreditvurderingen. Dertil kommer EBA's retningslinjer for styring af ESG-risici. Det nye er forventningen til praksis: området skal tages alvorligt, og institutterne skal foretage en væsentlighedsvurdering af ESG-risici mindst en gang om året, i et omfang der står mål med deres størrelse, forretningsmodel og risikoprofil.
Identifikation: hvor kan ESG flytte kreditrisikoen?
Det første skridt er at få overblik over, hvor ESG kan påvirke kreditrisikoen. Banken skal vurdere både fysiske forhold, som ekstremt vejr, og omstillingsforhold, som ny lovgivning, afgifter og ændret efterspørgsel, set i lyset af den enkelte kundes branche og situation. Billedet er forskelligt fra virksomhed til virksomhed, og det er netop pointen: det kræver indsigt i den enkelte kunde at kunne se, hvor en ESG-faktor reelt kan svække tilbagebetalingsevnen. Uden et datagrundlag bliver den vurdering let til et skøn.
Fra kreditpolitik til datagrundlag
Når risikoen er forstået, skal den omsættes til praksis. Banken fastlægger sin risikoappetit og bygger ESG ind i kreditpolitik og forretningsgange, så det bliver tydeligt, hvilke forhold der skal indgå i en kreditindstilling, og hvordan de vurderes. Det forudsætter et solidt datagrundlag på kunderne.
Og her ligger en af de største praktiske udfordringer. Det handler ikke om at samle alt, men om at have de rigtige og sammenlignelige oplysninger på tværs af porteføljen. Finanstilsynet fremhæver, at VSME-rapportering kan levere netop det grundlag, fordi virksomhedernes VSME-data i vid udstrækning er de samme oplysninger, banken skal bruge i kreditvurderingen.
Bæredygtighedsprofilen skal adskilles fra kreditrisikoen
En af de vigtigste skelnen i rapporten: en kundes generelle bæredygtighedsprofil er ikke i sig selv en kreditrisiko. Det, der skal vægtes i kreditbehandlingen, er alene de forhold, der konkret kan svække kundens forretningsmodel, indtjening og evne til at betale tilbage. Ressourcerne skal lægges dér, hvor en ESG-risiko er væsentlig for kreditværdigheden, ikke på brede bæredygtighedstiltag uden betydning for instituttets tabsrisiko.
Dialogen med kunden er omdrejningspunktet
Det er her, det hele samler sig. ESG-kreditrisici går fra analyse til håndtering i selve samtalen med kunden, og rapporten er tydelig: væsentlige risici skal drøftes direkte med kunden. Det er ikke en formalitet, men vejen til en fælles forståelse af, hvilke forhold der kan påvirke kunden, hvilke investeringer der kan blive nødvendige for at afbøde dem, om driften kan bære dem, om kunden selv er opmærksom på risikoen, og hvordan kunden planlægger at imødegå den.
For instituttet er det her, det reelle billede af kundens robusthed tegner sig, og grundlaget for kreditbeslutningen bliver stærkere. For kunden bliver det en anledning til at vise rettidig omhu frem for at blive overrumplet. Begge dele forudsætter, at der er noget konkret at tale ud fra. Derfor bliver samtalen markant stærkere, når kunden møder forberedt op med et struktureret datagrundlag, frem for at tallene skal graves frem undervejs.
Vejen videre
Rapporten gør det klart, at institutterne skal i gang nu. Den største praktiske forhindring er sjældent viljen, men datagrundlaget: flere banker har endnu ikke en fast måde at indhente og kvalitetssikre de relevante ESG-data fra deres erhvervskunder.
Netop derfor er det oplagt at læne sig op ad en løsning, der er bygget til præcis det. Valified indhenter struktureret ESG-data fra erhvervskunderne på VSME-standarden og gør det muligt at benchmarke den enkelte kunde op mod sin branche. Dermed får banken et ensartet og sammenligneligt grundlag, der gør både kreditvurderingen og dialogen med kunden mere konkret.
.png)
.png)
.png)
