Få styr på ESG begreber og forkortelser

Vi ved, at ESG og bæredygtighedsrapportering kan skabe forvirring. Vi har derfor lavet en ordbog til dig, så du kan få overblik over de mest grundlæggende begreber.
MacBook mockup

ESG ordbog

VSME
VSME står for Voluntary Reporting Standard for SME. Det er en frivillig og forenklet ESG anbefaling udviklet af EFRAG for at hjælpe små og mellemstore virksomheder, der ikke er underlagt lovpligtig rapportering (SMV’er) med at strukturere deres rapportering.

Læs mere om VSME standarden her.
CSRD/ESRS
CSRD står for Corporate Sustainability Reporting Directive. Det er er det EU-direktiv, der fastlægger, hvilke virksomheder, der skal rapportere om deres bæredygtighedsforhold – herunder miljø, sociale forhold og ledelse (ESG).

ESRS står for European Sustainability Reporting Standard som fastlægger de konkrete ESG oplysninger, der skal indgå i virksomhedens ESG-rapportering under CSRD.

Læs mere om CSRD og ESRS her.
Greenwashing
Greenwashing er et begreb, der bruges til at beskrive misvisende eller falske påstande om bæredygtighed uden faktuel dækning. Hvis en virksomhed fremstår mere “grøn” end den reelt er.

Begrebet sætter fokus på vigtigheden af ikke at overdrive miljøpåstande. Forbrugerombudmanden har udarbejdet anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring. Læs om dem her.
Omnibus-forenklingen
Den 26. februar 2025 præsenterede EU-Kommissionen Omnibus-pakken, som skal samle og forenkle de nuværende ESG-krav – herunder CSRD og CSDDD. Forslaget justerer, hvor meget virksomheder skal rapportere på, hvilke størrelser af virksomheder der bliver omfattet, samt hvornår rapporteringspligten træder i kraft. Det betyder bl.a., at grænserne for hvilke virksomheder, der er omfattet af CSRD, ændres, og at tidsplanen for rapportering udskydes.

Formålet er at reducere bureaukrati uden at svække EU’s bæredygtighedsambitioner. Hvis du vil have endnu mere viden om Omnibus, kan du læse mere hos Virksomhedsguiden her.
Værdikæde
En virksomheds værdikæde er en betegnelse for alle de aktiviteter, der tilsammen gør det muligt at skabe og levere et produkt eller en service – fra start til slut. Det handler altså ikke kun om, hvad virksomheden selv gør, men også om alt det, der sker før (upstream) og efter (downstream).

Upstream (leverandørleddet): Alt det, der sker før virksomheden kan producere sit produkt – fx udvinding af råmaterialer, fremstilling af dele hos leverandører samt transport og bearbejdning af materialer.

Downstream (aftagerleddet): Alt det, der sker efter virksomheden har produceret og solgt produktet – fx markedsføring, distribution, hvordan kunden bruger produktet, og hvad der sker, når det skal bortskaffes eller genanvendes.
People, Profit & Planet – De tre P’er
De tre P’er er en enkel måde at forstå bæredygtighed på. Modellen viser, at en virksomhed ikke kun bør fokusere på økonomisk overskud, men også tage ansvar for mennesker og miljø.

People (Mennesker): En virksomhed skal tage hensyn til de mennesker, den påvirker – både medarbejdere, kunder, leverandører og samfundet omkring sig. Det handler om ordentlige arbejdsforhold, tryghed, trivsel og at bidrage positivt til samfundet.

Profit (Økonomi): Forretningen skal være økonomisk sund og skabe værdi, så virksomheden kan overleve og udvikle sig. Profit er en forudsætning for, at man kan investere i mennesker og miljø – men må ikke stå alene.

Planet (Miljø): Virksomheden skal tage ansvar for sin påvirkning af klima og natur. Det betyder at reducere CO₂-udledning, bruge ressourcer ansvarligt og tænke i langsigtede løsninger, der beskytter miljøet.

At arbejde med People, Profit & Planet hjælper virksomheden til at skabe langsigtet værdi og ikke kun kortsigtet overskud. Det styrker tilliden hos kunder, medarbejdere, investorer og myndigheder – og gør det lettere at navigere i en verden, hvor der er stigende fokus på ansvarlighed og bæredygtighed.
Verdensmålene
FN’s 17 Verdensmål blev vedtaget i 2015 med målet om global bæredygtig udvikling inden 2030. Verdensmålene dækker områder som fattigdom, ligestilling, klima, liv under vand og fred – og balancerer social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Det er for mange virksomheder, det der blev startskuddet, og det der danner en overordnet retning for arbejdet med bæredygtig omstilling.
ESG
ESG er en måde at strukturere arbejdet med bæredygtighed på, som i stigende grad bruges af både danske og internationale virksomheder. Forkortelsen står for Environmental, Social og Governance – på dansk: Miljø, Sociale forhold og Ledelse.

(E) Environmental: Fx CO₂-udledninger, energiforbrug, ressourceforbrug, forurening, biodiversitet og cirkulær økonomi.

(S) Social: Fx arbejdsforhold for medarbejdere og leverandører, menneskerettigheder, påvirkning af lokalsamfund samt forbruger- og slutbrugerhensyn.

(G) Governance: Fx transparens, forretningsetik, virksomhedskultur, antikorruption, politisk engagement og bestyrelsesansvar.

ESG som et rammeværktøj, der gør arbejdet med bæredygtighed mere målbart, struktureret og sammenligneligt gennem nøgletal og rapportering.

Det er vigtigt at forstå, at ESG ikke er det samme som bæredygtighed – men et system, der gør arbejdet med bæredygtighed mere struktureret, sammenligneligt og gennemsigtigt.
Bæredygtighed
Bæredygtighed betyder at opfylde nutidens behov uden at forringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres. Begrebet stammer fra Brundtlandrapporten “Vores fælles fremtid” (1987).

I en virksomhedskontekst handler bæredygtighed om at skabe balance mellem miljø, mennesker og økonomi – så man både kan drive en sund forretning og tage ansvar for samfund og klima.

Det er vigtigt at huske, at ESG og bæredygtighed ikke er det samme: Bæredygtighed er målet, mens ESG er rammeværktøjet til at måle og dokumentere indsatsen.
CSR vs ESG
CSR (Corporate Social Responsibility) er betegnelsen for virksomheders arbejde med samfundsansvar. Det indebærer hensyn til fx menneskerettigheder, sociale og etiske forhold, arbejdsforhold, klima og miljø. Mange virksomheder arbejder strategisk med CSR og dokumenterer deres indsats i en CSR-rapport.

ESG (Environmental, Social & Governance) er en ramme, der gør det muligt at strukturere og måle det samme arbejde mere systematisk. Hvor CSR ofte beskriver værdier og indsatser, fokuserer ESG på nøgletal og standarder, som kan sammenlignes på tværs af virksomheder. ESG bruges især i forbindelse med rapportering, lovgivning og investeringer.

Kort sagt handler CSR om virksomheders ansvar, mens ESG er metoden til at måle og dokumentere det.
GHG-protokollen (Scope 1, 2 og 3)
Greenhouse Gas (GHG) er en samlet betegnelse for de drivhusgasser, der bidrager til de klimaforandringer, vi ser i dag. De udledes gennem forskellige aktiviteter og ophobes i atmosfæren, hvilket skaber global opvarmning. GHG-protokollen er den internationale standard, der bruges til at opgøre og rapportere en virksomheds drivhusgasudledninger. Den skaber en fælles metode, så virksomheder på tværs af lande og brancher kan gøre deres udledninger sammenlignelige og gennemsigtige.

Et klimaregnskab opdeler udledninger i tre områder, de såkaldte scopes:

Scope 1: Direkte emissioner fra virksomhedens egne aktiviteter. For de fleste virksomheder handler det om udledning fra brændstoffer, fx egne biler eller produktionsanlæg.

Scope 2: Indirekte emissioner fra energiforbrug. Det er udledninger fra den energi virksomheden køber via forsyningsselskaber – fx elektricitet, fjernvarme eller køling.

Scope 3: Alle øvrige indirekte emissioner, som virksomheden typisk ikke selv har kontrol over. De er ofte sværere at kortlægge og reducere end scope 1 og 2. Eksempler kan være affaldshåndtering, flyrejser eller indkøbte varer til produktion.

Læs mere om scopes og klimaregnskaber her.
CSDDD
CSDDD står for Corporate Sustainability Due Diligence Directive. Det er et EU-direktiv, der stiller krav til, at virksomheder skal foretage såkaldt due diligence på bæredygtighedsområdet. Det betyder, at virksomheder systematisk skal identificere, forebygge og håndtere negative påvirkninger på menneskerettigheder og miljø i hele deres værdikæde – både hos leverandører og i forhold til de produkter og tjenester, de selv leverer.

Formålet er at sikre, at virksomheder tager ansvar for både egne aktiviteter og deres forretningspartnere, så fx børnearbejde, skovrydning eller alvorlig forurening ikke bliver en del af værdikæden. CSDDD hænger tæt sammen med de eksisterende EU-regler om ESG-rapportering (CSRD), men adskiller sig ved at fokusere på selve virksomhedens processer og ansvar for at handle på risici – ikke kun at rapportere om dem.

Direktivet gælder i første omgang for store virksomheder, men vil også få betydning for mange små og mellemstore virksomheder gennem krav i værdikæden fra deres større kunder.
Dobbelt væsentlighedsanalyse
Dobbelt væsentlighedsanalysen forkortes ofte DMA (Double Materiality Assessment) og er en metode, der bruges til at identificere og prioritere de ESG-emner, som er mest relevante for en virksomhed. "Double materiality" betyder, at man vurderer to perspektiver:

1) Finansiel væsentlighed – hvordan bæredygtighedsforhold påvirker virksomhedens økonomiske situation, performance og risici (fx stigende energipriser eller nye lovkrav).

2) Indvirkningsmæssig væsentlighed (impact materiality)– hvordan virksomhedens aktiviteter påvirker mennesker, miljø og samfund (fx CO₂-udledning, affald, arbejdsforhold).

DMA er en central del af CSRD/ESRS-rapporteringen, fordi det hjælper virksomheder med at fokusere på de områder, hvor deres indsats er vigtigst, og hvor interessenter forventer handling. Det er ikke en del af VSME standarden til små og mellemstore virksomheder.

Bliv klogere på ESG rapporteringskravene

Det kan være uoverskueligt at følge med i de mange krav og regler på ESG-området. Vi hjælper dig med at forstå, hvad der gælder for din virksomhed – og giver dig overblikket, så du kan komme sikkert i mål.
Dashboard mockup
Dashboard mockup

Sådan rapporterer du på ESG

Når du har styr på begreber og lovkrav, er næste skridt at omsætte det til handling. Med Valifieds platform kan du nemt samle data, strukturere din rapportering og dokumentere din indsats – helt uden bøvl.
Webinar

ESG Klar - Gør ESG til en forretningsdriver

På vores webinar ESG Klar får du indsigt i, hvordan du kan arbejde strategisk med ESG, så du både opfylder krav og skaber reel værdi for din virksomhed.
Vi guider dig gennem de vigtigste begreber og krav, så du får et overblik over hvad der gælder for din virksomhed
Lær hvordan du kan bruge ESG-data til at skabe retning og dokumentation, samt styrke din position i værdikæden
Få konkrete værktøjer til at bygge en ESG-rapport, beregne CO₂-udledning og omsætte indsigter til resultater og handling
Dashboard mockup

Interesseret i at vide mere?

Book et møde med os og få afklaring på din virksomheds ESG behov eller opret en gratis konto allerede i dag.